Feeds:
Posts
Comments

Archive for August, 2016

Fadet med Amontillado

A translation to Danish of Edgar Allan Poe’s short story ‘The Cask of Amontillado’

 

Fadet med Amontillado

 

Af Edgar Allan Poe
Transl. Andreas Kjeldsen

Fortunatos tusinde sår havde jeg udholdt efter bedste evne; men da han begav sig ud i fornærmelser, svor jeg hævn. Du, der kender min sjæls karakter så nøje, vil imidlertid ikke forvente, at jeg mælede en eneste trussel. Med tiden ville jeg få min hævn; dette var afgjort med sikkerhed—men den beslutsomhed, hvormed afgørelsen var faldet, umuliggjorde enhver tanke om risiko. Ikke bare skulle jeg straffe, jeg skulle straffe uden at blive draget til ansvar. En uret forbliver uden oprejsning, når gengældelsen overvælder den krænkede. I lige så høj grad forbliver den uden oprejsning, når den hævnende ikke giver sig selv til kende overfor den, der har begået uretten.

Han havde et svagt punkt—denne Fortunato—omend han i andre henseender var en mand, der afkrævede respekt og endog frygt. Han var stolt af sit store kendskab til vin. Få italienere besidder virtuosens ægte ånd. Som oftest er deres entusiasme påtaget for ved den rette tid og lejlighed at kunne belemre britiske og amerikanske millionærer. Med hensyn til malerier og ædelsten var Fortunato, ligesom sine landsmænd, en dilettant—men hvad angik gamle vine var han oprigtig. På dette punkt adskilte jeg mig ikke væsentligt fra ham: jeg var selv velbevandret i de italienske vinsorter og opkøbte i store mængder, når jeg kunne.

Det var omkring solnedgang, en aften i løbet af karnevalsæsonens guddommelige vanvid, at jeg stødte på min ven. Han hilste på mig med overdreven varme, for han havde drukket meget. Manden bar et narrekostume med tætsiddende stribede klæder, og hans hovede var kronet af narrehatten med bjælder. Jeg var så glad ved at se ham, at jeg nær aldrig var stoppet med at klemme hans hånd.

Jeg sagde til ham—“Min kære Fortunato, det er et lykketræf at møde dig. Du ser bemærkelsesværdigt godt ud i dag! Men jeg har modtaget et fad af noget, der udgiver sig for Amontillado, og jeg har mine tvivl.”

“Hvorledes?” sagde han. “Amontillado? Et fad! Umuligt! Og midt under karnevallet!”

“Jeg har mine tvivl,” svarede jeg; “og jeg var tåbelig nok til at betale den fulde pris for Amontillado uden at spørge dig til råds om problemet. Du var intetsteds at finde, og jeg var bange for at gå glip af en god handel.”

“Amontillado!”

“Jeg har mine tvivl.”

“Amontillado!”

“Og jeg må lægge dem til ro.”

“Amontillado!”

“Da du er optaget, er jeg på vej til Luchresi. Hvis nogen har en kritisk smag, er det ham. Han vil kunne sige mig—“

“Luchresi kender ikke sin Amontillado fra sin sherry.”

“Og alligevel vil nogle tåber hævde, at hans smag er på højde med din.”

“Kom, lad os gå.”

“Hvorhen?”

“Til dine kælderhvælvinger.”

“Nej, min ven; jeg vil ikke udnytte din gode natur. Jeg kan se, du har andre aftaler. Luchresi—”

“Jeg har ingen aftaler;—kom.”

“Nej, min ven. Det er ikke aftalen, men den svære forkølelse, som jeg kan se, at du døjer med. Mine hvælvinger er utåleligt fugtige. De er belagt med salpeter.”

“Lad os alligevel gå. Forkølelsen er intet. Amontillado! Du er blevet taget ved næsen. Og hvad angår Luchresi, så kender han ikke sin sherry fra sin Amontillado.”

Mens han således talte, greb Fortunato min arm. Jeg tog en maske af sort silke på og drog en kappe tæt omkring mig, og således lod jeg ham skynde på mig, indtil vi nåede mit palazzo.

Der var ingen tjenere hjemme; de var stukket af for at fejre årstiden. Jeg havde sagt til dem, at jeg ikke ville være tilbage før om morgenen, og havde givet dem klare ordrer om ikke at forlade huset. Jeg vidste udemærket, at disse ordrer ville være nok til at sikre deres øjeblikkelige forsvinden, hver og en af dem, så snart jeg vendte ryggen til.

Jeg tog fra deres holdere på væggen to tændte fakler, gav en til Fortunato og ledte ham gennem adskillige rum til den buegang, der ledte ind i kælderhvælvingerne. Jeg steg ned ad en lang og snoet trappe og advarede ham om at være forsigtig, når han fulgte efter. Langt om længe nåede vi foden af nedstigningen og stod sammen på den fugtige jord i Montresor-familiens katakomber.

Min vens skridt var usikre, og bjælderne på hans hat ringlede, mens han gik.

“Fadet,” sagde han.

“Det er længere inde,” sagde jeg; “men bemærk de hvide spindelvævsmønstre, der glimter på disse hulevægge.”

Han vendte sig imod mig og så ind i mine øjne med to overtrukne glober, der løb med beruselsens tårer.

“Salpeter?” spurgte han efter et stykke tid.

“Salpeter,” svarede jeg. “Hvor længe har du haft den hoste?”

“Host! host! host!—host! host! host!—host! host! host!—host! host! host!—host! host! host!”

I mange minutter fandt min stakkels ven det umuligt at svare.

“Det er intet,” sagde han, til sidst.

“Kom,” sagde jeg, med bestemthed, “vi går tilbage; dit helbred er dyrebart. Du er rig, respekteret, afholdt, elsket; du er lykkelig, som engang jeg var. Du er en mand, der vil savnes. For mig betyder det intet. Vi går tilbage; du vil blive syg, og jeg kan ikke tage ansvaret. Desuden er der Luchresi—“

“Det er nok,” sagde han; “min hoste er det rene intet; den vil ikke slå mig ihjel. En hoste dør jeg ikke af.”

“Sandt nok—sandt nok,” svarede jeg; “og jeg har bestemt ikke tænkt mig at forurolige dig unødigt—men du bør tage alle forholdsregler. En slurk af denne Medoc vil beskytte os mod fugten.”

Her åbnede jeg en flaske, som jeg trak ud af en niche, hvor den lå på en lang række med sine fæller.

“Drik,” sagde jeg og tilbød ham vinen.

“Jeg drikker,” sagde han, “til de begravede, der hviler omkring os.”

“Og jeg til dit lange liv.”

Han tog igen min arm, og vi fortsatte.

“Disse hvælvinger,” sagde han, “er vidtstrakte.”

“Montresor,” sagde jeg, “var en stor og talrig familie.”

“Jeg erinder ikke jeres våben.”

“En enorm menneskefod i guld, på et blåt skjold; foden knuser en kæmpende slange, hvis hugtænder er boret ind i hælen.”

“Og valgsproget?”

Nemo me impune lacessit.

“Godt!” sagde han.

Vinen lyste i hans øjne, og bjælderne ringlede. Mit eget humør voksede sig varmt af Medocen. Vi havde passeret vægge af opstablede knogler, med små og store tønder ind iblandt hinanden, ind i katakombernes dybeste afkroge. Jeg gjorde igen holdt, og denne gang dristede jeg mig til at gribe Fortunato ved armen over albuen.

“Salpeteren!” sagde jeg; “se, den forøges. Den hænger som mos på hvælvingerne. Vi befinder os under flodens løb. Små dråber af fugt risler ned blandt knoglerne. Kom, vi går tilbage, før det er for sent. Din hoste—“

“Det er intet,” sagde han; “lad os gå videre. Men først, endnu en slurk Medoc.”

Jeg åbnede og rakte ham en lille flaske med De Grâve. Han tømte den i et drag. Et iltert lys brændte i hans øjne. Han lo og kastede flasken opad med en gestus, som jeg ikke forstod.

Jeg så på ham med forbavselse. Han gentog bevægelsen—den var grotesk.

“Du forstår ikke?” sagde han.

“Det gør jeg ikke,” svarede jeg.

“Så tilhører du ikke broderskabet.”

“Hvorledes?”

“Du er ikke en af murerne.”

“Jo, jo,” sagde jeg, “jo, jo.”

“Du? Umuligt! En murer?”

“En murer,” svarede jeg.

“Et tegn,” sagde han.

“Det er dette,” svarede jeg og fremdrog en murske fra min kappes folder.

“Du spøger,” udbrød han og veg et par skridt tilbage. “Men lad os fortsætte til Amontilladoen.”

“Nuvel,” sagde jeg, lagde værktøjet tilbage under kappen, og tilbød ham igen min arm. Han lænede sig tungt på den. Vi fortsatte vores søgen efter Amontilladoen. Vi passerede igennem en række af lave buegange, gik længere ned, gik videre, gik ned igen og ankom til en dyb krypt, hvor luftens råddenskab fik vores fakler til at gløde snarere end at brænde.

I kryptens fjerneste ende så man en anden og mindre omfangsrig krypt. Dens vægge var beklædte med menneskelige knogler, der var stablet helt op til hvælvingen, på samme måde som i de store katakomber i Paris. Tre sider af denne indre krypt var endnu således udsmykket. Fra den fjerde side var knoglerne blevet kastet ned og lå strøet ud på jorden, således at de på et sted udgjorde en forhøjning af en vis størrelse. I væggen, der således var blevet afsløret ved at flytte knoglerne,  anede vi en tavs indre niche, omkring fire fod i dybden, tre i bredden, og seks eller syn i højden. Den syntes ikke at være blevet bygget til nogen bestemt funktion i sig selv, men udgjorde kun mellemrummet mellem to af de enorme søjler, der støttede katakombernes loft, og dens bagvæg var en af de omgivende vægge af solid granit.

Forgæves forsøgte Fortunato, ved at løfte sin glødende fakkel, at stirre ind i nichens dybder.  Dens bagvæg tillod det svage lys os ikke at se.

“Fortsæt,” sagde jeg; “Amontilladoen er herinde. Hvad angår Luchresi –”

“Han er en ignoramus,” afbrød min ven og trådte usikkert fremad, mens jeg fulgte umiddelbart efter. Efter et øjeblik havde han nået bunden af nichen, og som klippevæggen forhindrede hans videre fremfærd, stod han dér i en tåbelig forvirring. Endnu et øjeblik, så havde jeg lænket ham til granitklippen. I dens overflade sad to jernkramper, omkring to fod adskilt fra hinanden i vandret retning. Fra en af disse hang en kort kæde, fra den anden en hængelås. Ved at kaste lænkerne omkring hans talje tog det blot et par sekunder at fæstne den. Han var for overrasket til at kæmpe imod. Jeg tog nøglen ud og trådte væk fra nichen.

“Lad din hånd,” sagde jeg, “glide over væggen; du kan ikke undgå at føle salpeteren. Den er i sandhed meget fugtig. Lad mig endnu en gang indgående bede dig om at vende om. Nej? Så må jeg helt afgjort forlade dig. Men først er jeg nødt til at give dig den bedste betjening, der står i min magt.”

“Amontilladoen!” udbrød min ven, der endnu ikke var kommet sig over sin forbløffelse.

“Javist,” svarede jeg; “Amontilladoen.”

Mens jeg sagde disse ord, beskæftigede jeg mig selv med den bunke af knogle, som jeg tidligere nævnte. Jeg kastede dem til side og afdækkede snart en mængde af mursten og mørtel. Med disse materialer og ved hjælp af min murske begyndte jeg energisk at tilmure indgangen til nichen.

Knap havde jeg lagt det første lag af murværk, før jeg opdagede, at Fortunatos beruselse i høj grad var aftaget. Det tidligste tegn på dette var et lavmælt stønnende skrig fra hulrummets indre. Det var ikke en beruset mands skrig. Derpå fulgte en lang og stædig tavshed. Jeg lagde det andet lag, og det tredje, og det fjerde; og så hørte jeg kæden rasende blive rystet. Larmen varede i flere minutter, og i den tid afbrød jeg mit arbejde og satte mig ned på knoglerne, således at jeg kunne lytte til den med større tilfredsstillelse. Da dens raslen endelig hørte op, greb jeg igen murskeen og afsluttede uden ophold det femte, det sjette og det syvende lag. Muren var nu næsten så høj som mit bryst. Jeg holdt igen inde med arbejdet, og ved at holde min fakkel over murværket kastede jeg et par svage lysstråler på skikkelsen i nichen.

En række af høje og skingre skrig, pludseligt udstødt af den lænkede skikkelse, nærmest kastede mig voldsomt tilbage. I et kort øjeblik tøvede jeg, skælvede jeg. Jeg trak min kårde og begyndte at føle rundt med den i hulrummet; men et øjebliks eftertanke beroligede mig. Jeg lagde min hånd på katakombernes solide materiale og følte mig overbevist. Jeg nærmede mig igen muren; jeg besvarede den protesterendes råb. Jeg gav dem ekkoer, jeg bidrog til dem, jeg oversteg dem endog i styrke. Dette gjorde jeg, og den råbende blev atter stille.

Det var nu midnat, og mit arbejde nærmede sig sin afslutning. Jeg havde fuldført det ottende, det niende og det tiende lag. Jeg havde færdiggjort en del af det ellevte og sidste; kun en enkelt sten manglede endnu at blive lagt på plads. Jeg kæmpede med dens vægt; jeg placerede den delvist i dens tiltænkte placering. Men nu kom der fra nichen en dæmpet latter, der fik hårene til at rejse sig på mit hovede. Den blev efterfulgt af en trist stemme, som jeg havde svært ved at genkende som tilhørende den ædle Fortunato. Stemmen sagde–

“Ha! ha! ha!—he! he! he!—en virkelig god vittighed, bestemt—en strålende spøg. Den vil vi ofte le ad tilbage i palazzoet—he! he! he!—over vores vin—he! he! he!”

“Amontilladoen!” sagde jeg.

“He! he! he!—he! he! he!—ja, Amontilladoen. Men er det ikke ved at være sent? Vi de ikke savne os ved palazzoet, Donna Fortunato og de andre? Lad os drage afsted.”

“Ja,” sagde jeg, “lad os drage afsted.”

“For Guds skyld, Montresor!”

“Ja,” sagde jeg, “for Guds skyld.”

Men jeg lyttede forgæves efter et svar på disse ord. Jeg blev utålmodig. Jeg råbte højt—

“Fortunato!”

Intet svar. Jeg råbte igen—

“Fortunato!”

Stadig intet svar. Jeg rakte en fakkel ind gennem det tilbageblevne hul og lod den falde. Som svar kom kun bjældernes ringlen. Jeg følte mig syg om hjertet; det skyldtes fugten i katakomberne. Jeg skyndte mig at gøre en ende på mit arbejde. Jeg tvang den sidste sten på plads; jeg kalkede den til. Op imod det nye murværk genopbyggede jeg den gamle væg af knogler. Igennem et halvt århundrede har ingen dødelig forstyrret dem. In pace requiescat!

Read Full Post »